23. maj 2002

Mor har været indlagt på Skejby Sygehus (på Svangreafsnit Y4) i dag til en døgnprofil pga. graviditetssukkersygen. Hun mødte fastende sammen med far (bare rolig, han fastede ikke) på afdelingen kl. 8, hvor en sygeplejerske tog imod - og tog den første blodprøve. Sygeplejersken viste mor, hvordan hun selv skal tage blodprøver og måle sit blodsukker. Det skal hun gøre 7 gange om dagen hver 3. dag fra nu, og til jeg kigger frem.
Derefter kom diætisten, og de snakkede om, hvad mor må og ikke må spise og drikke. Mor har drukket en masse skummetmælk, for at jeg skal få flotte knogler, men der er så meget mælkesukker i det, at det sikkert er derfor, hun har fået sukkersyge, så nu skal mælken rationeres!
Så blev der taget en masse andre blodprøver, og mor og far blev sendt ned til scanning. Og da ventede der dem en overraskelse! Eeeendelig fandt de ud af, at JEG ER EN DRENG!! De skyndte sig også at ringe og fortælle det til mormor, der har strikket lyserøde kjoler og andet godt de sidste mange måneder. Fnis!
Ved scanningen fik de at vide, at jeg vejer 1880 gram (helt perfekt), og at jeg har en flot hjerne. What else is new?
Til sidst skulle de til samtale med overlægen, og der blev aftalt en ny tid til om 14 dage.

Tilbage